Der findes et hav af forskellige produkter til intimvask på markedet. Hvilket man vælger, afhænger af smag og behag. Der kan være forskel på konsistens, om produktet er tilsat duft, og om de har forskellige certifikater som f.eks. astma- og allergimærket eller svanemærket.Er man på farten, findes også vaskeservietter til intim brug. De er gode til en opfriskning i løbet af dagen.
Der findes, ud over vaskeprodukterne, også mange andre produkter til intim pleje, som kan bruges både som forebyggelse og som behandling af vaginale gener.
Vaginale gener viser sig, når der er en ubalance i underlivet. Symptomerne kan være kløe, svie, små rifter, og ændret udflåd – både mængde, farve og konsistens. Dette kan være hormonelt betinget – både i forbindelse med menstruation, hvor skedens miljø bliver en smule mere basisk – eller i forbindelse med overgangsalderen, hvor slimhinderne i skeden bliver tyndere, og derfor har lettere ved at blive irriterede, og også er mere modtagelige overfor infektioner. Derudover kan generne skyldes, at man har været i behandling med antibiotika. Antibiotika slår bakterier ihjel – men ud over at slå de dårlige sygdomsfremkaldende bakterier ihjel, dræber det altså også de gode mælkesyrebakterier, der skal være i intimområdet.
Således er der grobund for, at svampe og bakterier kan ”overtage” miljøet. Man kan forsøge at genoprette balancen af mælkesyrebakterier ved f.eks. at gennemføre en kur med brug af vaginale produkter, som indeholder mælkesyre eller mælkesyrebakterier. Produkterne findes både i flydende form, som tabletter og som kapsler, og findes på hylden med intimprodukter.
Har du spørgsmål, eller behov for rådgivning, er du altid velkommen på dit lokale apotek.
Du kan også skrive til os på chatten her på DinApoteker.dk